Som ERP-leverandør er det ikke længere nok at kunne ERP. Microsoft har samlet alle forretningssystemer i én platform, og leverandørerne skal favne meget mere end hidtil.

Abakion er født som et ERP-hus for 18 år siden, men i dag skal vi kunne meget mere end ERP for at være bedst i konkurrencen. Som du for nylig kunne læse i Computerworld, har Abakion derfor valgt at gå forrest og opkøbe 2 IT-virksomheder, som bringer flere kompetencer om bord.

Abakions opkøb er drevet af en ambition og en tendens i markedet.

Det er vores ambition at være den Microsoft-partner, som bedst kan hjælpe kunderne med at udnytte Microsofts brede palette af produkter. Det investerer vi gerne i.

Som IT-folk går vi op i faggrænserne mellem ERP, CRM, BI, portaler, webshops osv. Men det er kun IT-folk, der er interesserede i det. Vores kunder er som regel ligeglade, hvor fx ERP slutter og BI begynder.

I praksis lapper løsningerne ind over hinanden. Data flyder på tværs, og løsninger trækker på hinandens funktionalitet. Tendensen i IT-branchen er, at faggrænserne forsvinder. Derfor skal et ”ERP-hus” kunne meget mere end ERP i dag.

Det er også årsagen til, at kunderne gerne have en samlet pakke med alt – i stedet for at købe løsninger enkeltvist og selv skulle integrere løsningerne.

Resultatet er, at Abakion køber 2 virksomheder.

Abakion vil med 2 opkøb gå forrest i udviklingen:

  • Abakion har overtaget CleverCode. CleverCode er specialiseret i full stack udvikling inden for Microsoft-teknologi. De bidrager med kompetencer til at integrere løsninger og udvide funktionalitet inden for fx portaler og webshops.
  • Abakion har overtaget Dynateam CRM A/S. Dynateam CRM er specialiseret i de kunderettede forretningsprocesser, sales og field service, som vi typisk kalder CRM. Abakion har allerede en CRM-afdeling, men med overtagelsen af Dynateam CRM får vi et kæmpe boost og opnår en kritisk masse på området.

Faggrænserne mellem løsningerne forsvinder

Microsoft følger en klar strategi om at samle al forretningssoftware i én applikation, Dynamics 365.

Den udvikling er kunderne helt med på. De små og mellemstore virksomheder vil gerne have én samlet løsning i stedet for at stykke tingene sammen på egen hånd.

Vi oplever allerede, at vi bliver inviteret til møde hos potentielle kunder, som vil have Dynamics 365, og vi ved reelt ikke, om de skal have ERP eller CRM, eller en blanding. Faggrænserne bliver udvisket.

Voldsom transformation

Der sker en voldsom transformation i disse dage fra on-premise til integrerede cloud-løsninger. Virksomhederne har vænnet sig til at købe office som en online-tjeneste, og i de nærmeste år kommer alle andre forretningsapplikationerne med ind under paraplyen.

Så skal IT-leverandøren kunne følge med. Det er en rejse, alle Microsoft-partnere bør være undervejs på. Udfordringen er, at det er svært at bryde vanen. Mange Dynamics NAV-partnere ser sig selv som ”Navision-leverandør”, selv om Microsoft har prædiket budskabet i mere end 3 år.

Microsofts partnerkanal står over for en markant udvikling, og der vil sikkert forekomme flere konsolideringer af virksomheder i de kommende år.