Det er (ikke altid) nemt at udskifte C5 med NAV

NEMT og GODT er sjældent gode venner.

Hvis du bruger C5 i dag, så bliver du sikkert mødt med mange tilbud om at skifte nemt og billigt til en Dynamics NAV-løsning. Der er ingen grænser for, hvor hurtigt og enkelt, det kan gøres. Marketingfolkene har haft en fest.

… men lad os lige lægge alle IT-branchens kort på bordet.

Du kan sagtens skifte NEMT fra C5 til NAV, men resultatet bliver ikke altid GODT. Det møder vi desværre alt for mange virksomheder, der har erkendt. (Læs om en her)

NAV er et glimrende valg for dig, der bruger C5 i dag. Det er faktisk et oplagt valg. Det er ikke der problemet ligger. Næh, problemet ligger i, at det NEMME migreringsprojekt bliver FOR NEMT.

Lokket af nemhed

Det er da tillokkende, når NAV-leverandører (som os) lover, at det bliver nemt.

Det er heller ikke løgn. Det er nemt.

Det er bare ikke særlig god kvalitet, og det opdager du langt senere. Det er derfor, vi møder så mange virksomheder, der har mislykkede migreringer i bagagen.

Hvorfor siger vi i Abakion så alligevel, at det er NEMT.

Vi mener, at vi adskiller os fra de andre NAV-leverandører i markedet. Det påstår alle sikkert … men vi griber tingene an på en anden måde end andre.

Lad os lige dykke ned i, hvad udfordringen er, før du får reklametalen om vores egen metode.

Nemme, lave gærder

Hvad er det konkret, der går galt i en NEM migrering? Hvorfor kalder vi det ”dårlig kvalitet”?

Det er overordnet set 4 ting, der som regel mangler:

1) Validering

I en NEM migrering bliver dine data konverteret direkte fra det gamle system til det nye.

Det er en ganske simpel øvelse, og det lyder jo glimrende.

Problemet er, at systemer som Dynamics NAV og Dynamics 365 har meget mere forretningslogik, som validerer datainput, end C5 har.

Du kan fx godt have to ens bilagsnumre i C5. Det kan du ikke i NAV og 365. Det er blot et enkelt eksempel.

Det betyder, at der i din NAV-løsning vil ligge data, som ikke kunne indtastes på normal vis. De ville fejle i valideringen.

På overfladen ser alt godt ud, for dine (gamle) data ligger jo i den nye løsning. Men når data ikke er validerede, så opstår der situationer, hvor din NAV-løsning ikke kan genkende data. Så får du fejlmeldinger og tal der ikke passer.

Det er simpelthen ikke værd at hoppe over det gærde, selv om det er lavt.

2) Oprydning

Et migreringsprojekt er en god anledning til at rydde op. Gamle data og opsætninger, som du ikke bruger mere, bør ikke komme med over i den nye løsning.

Der er altid meget mere data-skrald, end man umiddelbart tror.

Hvis du ikke har ”mappet” data fra det gamle system til strukturerne og opsætningerne i det nye system – så ender du med endnu mere data-skrald i det nye system.

Det gør ikke kun ondt på din ordenssans. Det ødelægger datakvaliteten. Dine data er simpelthen mindre valide i det nye system, hvis du ikke har mappet data og ryddet pænt op.

Det lyder måske som noget, man kan leve med, men det er ofte mangel på oprydning, der får virksomheder til helt at skrotte deres gamle system og starte forfra.

Data-skrald ødelægger din forandringsparathed og fremtidssikring.

3) Historiske data

Som regel er historiske data ikke inkluderet i en NEM migrering. Og hvis de er – så er spørgsmålet, om det er i et format, hvor de kan anvendes til det, du forventer.

Som regel har du ikke lyst til at få samtlige historiske poster med over i den nye løsning. Det er ikke optimalt. Men du kan sikkert heller ikke undvære historiske poster helt.

Det optimale er at få lov til at udvælge, hvilke områder du tager historiske poster med fra – og hvor mange års historik du vil have med.

Som regel er den NEMME migrering helt uden historiske data, og spørgsmålet er, om det er et problem for dig.

4) Funktioner

Du ved ikke hvilke krav du skal stille til den nye løsning. Hvordan skulle du vide det, for du har jo aldrig arbejdet med den.

Du gør klar til at gå i drift, og alt virker okay, men pludselig mangler der en plukkeliste eller en valutakode på en posttype eller noget helt andet.

Djævlen er i detaljen her.

Når du skifter til et større system, så forventer du sikkert, at det kan mere, men alligevel bliver mange kunder overraskede. Det er bare så ærgerligt, og så er det pludselig hverken NEMT eller billigt mere.

Hvad gør Abakion konkret anderledes?

Så er det nu, at reklametalen for vores egen metode kommer. Du kan nå at stikke af nu.

Vi gider ikke den type projekter, hvor det er NEMT og billigt i starten, og så skal du betale ekstra, hver gang du opdager noget, vi fra begyndelsen godt vidste, at du ville komme til at mangle.

Det lyder som salgsgas – det ved vi godt – men det har faktisk i årevis præget den måde, vi har grebet migreringsprojekter an.

Der er 3 ting, vi gør anderledes end andre:

1) Migreringsværktøjer

Vi har bygget vores egne migreringsværktøjer. Det har taget flere år, og vi har brugt dem på mange projekter, udbygget og finpudset dem gennem årene. Nu er de så gode, at vi tør blære os med dem.

Der er en masse manuelt arbejde i at mappe data, og det sætter vores værktøjer i system.

Vi kan også tage et område ad gangen. Normalt vil alt afhænge af den afsluttende go-live-kørsel på den sidste dag før idriftsætningen, og alles stress-niveau er på max, og når noget i kørslen fejler, så skal det hele køre forfra igen.

Vores værktøjer tager det bid for bid. Når vi kommer til den sidste dag, så er det kun nogle få åbne poster, der er med i go-live-kørslen. Alle andre data er valideret i dagene før, så der er ingen stress ved idriftsætningen.

Og data valideres i den nye løsning. Det er som nævnt meget vigtigt, at det er valide data, du får ind i den nye løsning. Det sørger vores værktøjer for.

2) Best practice opsætning

Vi har opbygget en skabelon for opsætningen af hele Dynamics NAV. Det er en ”best practice”-pakke, der omfatter alt muligt lige fra en standardkontoplan til opsætning af 150 kartoteker på tværs af hele løsningen.

Det bringer os naturligvis nemt i gang, fordi vi undgår en masse manuelt arbejde.

Men det skaber faktisk også forandringsparathed for dig.

Normalt vil du kun betale for opsætning af de funktionsområder, som du har behov for nu. Hvis du en dag skal tage et nyt modul i brug, så skal der udføres et stykke arbejde først. Det koster penge.

Vores standardopsætning omfatter det hele fra begyndelsen.

“Man kan da bare bruge RapidStart”, lyder en indvending. (RapidStart er Microsofts standardopsætning).

”Ja”, siger vi og smiler lidt, for vi ved, at RapidStart kun dækker en brøkdel af, hvad vores værktøj gør. RapidStart kan fx kun flytte data mellem ens tabeller, og det stopper hurtigt festen.

Men det bør du se med dine egne øjne, før du tager vores ord for det.

3) Standard-apps

Man kan ikke alt det i standard-NAV, som man gerne vil. Det gælder naturligvis, uanset hvilken løsning du vælger.

Vi har set så mange NAV-projekter, så vi ved godt, hvor skoen trykker. Det er altid de samme ting, mindre danske virksomheder savner i standardløsningen, og derfor har vi samlet nogle tillægsmoduler, som tilføjer præcis den funktionalitet.

I dag kalder man det ”apps”. Det lyder åbenbart mere moderne end tillægsmoduler.

Vi inkluderer disse apps i vores løsninger, og vi forpligter os til at vedligeholde og videreudvikle dem i takt med Microsofts standardløsning.

Så skal du ikke kæmpe med (og betale for) at opgradere specialudvikling.

Vi er i det hele taget ikke stor fan af små-tilretninger til enkeltkunder.

Hvis nogen har behov for noget nyt, så bygger vi det helst ikke kun til den kunde. Vi bygger det hellere ind i vores apps, så vi kan bruge det på alle efterfølgende projekter.

Det har vi gjort i årevis. Så i dag kan vi rigtig meget.

Er det stadig NEMT?

Vi indrømmer gerne, at vores NEMME løsning kan lyde lidt mere omfattende, end hvad du finder hos andre leverandører.

I hvert fald ved første indtryk.

Vi vil også gerne have det til at lyde NEMT, men vi vil også gerne fortælle dig, at vores metode indeholder langt mere end andre NEMME løsninger.

Vores koncept hedder ”Unbox”, og det bringer dig igennem alle disse ting på én arbejdsuge.

Vi har struktureret og tilrettelagt alle opgaver, så vi kan eksekvere det på en uge. Og det er vel at mærke med mapping og validering af data med vores migreringsværktøjer, med best practice-opsætning og med vores ekstra apps.

Det inkluderer træning i at gennemføre dine processer i det nye system, og vores abonnement indeholder fri og ubegrænset support for alle dine medarbejdere, når I er i drift.

Så det er faktisk en ret omfangsrig ydelse, vi prøver at gøre så NEM som muligt, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Så bær over med os, hvis det kommer til at lyde lidt komplekst.

Vi ved nemlig godt, at NEMT og GODT sjældent går hånd i hånd.

» Nu kan du fortsætte med at læse om vores projektform for at migrere din C5 til NAV.